De seneste fire år er der skabt 150.000 nye jobs i Danmark. Hos regeringen er glæden stor.
I dag fremlagde økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA) regeringens økonomiske redegørelse. Det var med smil på læben.
”Det går godt for dansk økonomi, og jeg kan i dag fremlægge den bedste prognose i nyere tid”, siger Simon Emil Ammitzbøll.
Alt tyder på, at 2017 bliver året med den højeste vækst i ti år. Beskæftigelsen bliver ved med at stige og rekord mange personer er i arbejde, eller står klar til at komme i arbejde.
”De seneste tre år er BNP steget med 1,7 procent om året. I år bliver det den højeste stigning siden 2006. Vi skønner en fremgang på to procent i år og 1,8 procent næste år”, siger Simon Emil Ammitzbøll.
Generelt går det godt for alle landene i Europa. I næsten alle landene i eurozonen er der i øjeblikket en vækst på over én procent. Det hjælper også den danske økonomi med at komme i form, når landene omkring os begynder at løbe hurtigere i væksthjulene.
”Eksporten er godt oppe i fart, og vi forventer, at eksporten vokser med fire procent i år og tre procent næste år. Det høje tempo skyldes især, at væksten har bidt sig fast i Europa”, siger Simon Emil Ammitzbøll.
Der er altså tale om, at vækstsen bobler af sted med høj fart i hele Europa. Det skyldes blandt andet, at mange europærer søger efter arbejde i andre lande, end deres hjemlande. Flere af dem søger mod nord og finder job i Danmark. I år er antallet af udenlandske arbejdere rekordhøjt herhjemme.
Siden 2013 er der blevet skabt 150.000 nye jobs i Danmarks og 65.000 af dem er gået til udlændinge. Det svarer til, en stigning på over 40 procent af udenlandske arbejdstagere de seneste 4 år. Det er en udvikling ministeren ser positivt på, samtidig med, at han ønsker at få endnu flere danskere i arbejde.
”Jeg vil gerne understrege, at det er positivt, at der kommer udenlandsk arbejdskraft til Danmark, men det er vores prioritering at sørge for, at endnu flere danske borgere kommer ind på arbejdsmarkedet”, siger Simon Emil Ammitzbøll.
De høje vækstrater herhjemme er et udtryk for, at Danmark er på vej ind i en højkonjunktur. Det er som udgangspunkt godt nyt, men der er visse faldgrupper, hvis man fra politisk side ikke holder øje med udviklingen. Det kræver en særlig politisk opmærksomhed, lyder det fra Simon Emil Ammitzbøll.
”Vi er på vej ind i en højkonjunktur. Derfor skal vi være særligt opmærksomme på, at der ikke opstår ubalancer i økonomien. Det er dejligt. Alligevel er det vigtigt, at vi holder øje med risikomomenterne ikke mindst flaskehalse på arbejdsmarkedet”, lyder det fra Simon Emil Ammitzbøll.
Det går altså godt for den danske økonomi, som bliver smittet af et Europa, der er på vej mod optimistiske tider, når det kommer til den økonomiske vækst.